På denne side kan du læse lidt om hvilken form for træning vi tilbyder i klubben
Helt overordnet er det meget vigtigt at fortælle at klubben udelukkende arbejder med positive træningsmetoder. Det betyder at vi ikke straffer hunden, men vi bruger positiv forstærkning. Altså når hunden udfører opgaven korrekt får den positiv respons og når den ikke udfører opgaven korrekt ignorerer vi adfærden og prøver igen. Derfor er det meget vigtigt at du altid medbringer den belønning din hund bedst kan lide. Det kan være godbidder, bold, legetøj eller hvad du nu har erfaring for gør din hund glad.
Hvalpe (9 uger til ca. 7 mdr.):
Det er vigtigt, at du begynder så tidligt som muligt at arbejde med din hund, så I får en god start på jeres samvær. Under hvalpetræningen får du mulighed for at lære din hund grundlæggende lydighed. Desuden får du råd og vejledning i, hvordan du gennem træning og leg samarbejder med din hund om forskellige opgaver.
Hvalpemotivation er for dig, der har en hvalp i alderen 9 uger til ca. 6. mdr. I træningen arbejder vi med, at du sammen med din hund, opnår et godt samarbejde og får skabt et godt grundlag for indlæring. Via den gode relation, som bygges op bl.a. med kontaktøvelser og gode belønningsstrategier, arbejder vi med ”hverdagslydighed”: Gå pænt i snor, indkald, hilse, holde sig i ro, kropskontrol, sit, dæk samt socialisering med andre hunde og mennesker.
Al træning tager udgangspunkt i dig og din hund, så I får en god start og alt efter om I ønsker jer en fremtidig konkurrencehund eller en dejlig familiehund, så har vi fortsætter hold til jer efter hvalpeholdet.
Vi træner i al slags vejr, så husk hensigtsmæssig påklædning. Medbring hundens bedste legetøj og bløde godbidder til belønning (f.eks. pølseskiver, kylling i tern, ost i tern)
Begynderhunde (8 mdr. - ?):
Begynderhundetræning er for hunde i alderen 8 måneder. På holdet bygger vi videre på de ting, hund og fører lærte til hvalpetræning (det er ikke en betingelse, at hunden har gået på hvalpehold – hunde ”udefra” er også velkomne).
Da den unge hund gennemgår sin fysiske kønsmodning i denne periode, kan den være teenager og opføre sig anderledes end den har gjort som hvalp. Ting, du ved, den har lært, kan den pludselig glemme, og den kan have perioder, hvor den bliver bange for ting, den tidligere ikke har været bange for. Derfor skal træningen planlægges efter dette og vi vil lægge vægt på at fortsætte med aktiviteter, der på en positiv måde styrker forholdet mellem hunden og dig - og rådgive om, hvordan du undgår, at der opstår konflikter mellem jer i denne sårbare periode.
Vi gennemgår øvelser såsom sit, dæk, indkald, gå pænt i snor mv. Udover disse basisøvelser vil vi arbejde med øvelser, der styrker hundens kreativitet og motivation til at træne. Det vil være øvelser, som retter sig mod hundens naturlige instinkter f.eks. søgearbejde af ting, hvor hente, bringe og aflevere også indgår.
Indlæringsmomenterne fra hvalpetræningen videreudvikles og der arbejdes videre med grundtræning, hvor pladsposition, start på lineføring og samarbejde mellem hund og fører er vigtige elementer.
Da vi kun arbejder med positiv belønning er det vigtigt at medbringe hundens bedste legetøj og/eller de lækreste bløde godbidder til belønning.
Lille-hunde-holde:
Lille-hunde-holdet er for dig med en hund af de mindre racer. Vi har lavet dette hold fordi erfaringen er at de små hunde nemt kan blive overvældet af de store hunde ligesom øvelserne til tider kan være svære for de mindre hunderacer. På holdet arbejder vi blandt andet med at få din hund til at gå pænt i snor, lære den at komme når du kalder samt mange andre øvelser. Vi har ligeledes en sansebane hvor vi arbejder med balance og tryghed andre elementer som hunden skal forcere. Derudover tilpasser vi løbende øvelserne alt efter hvilke racer der er på holdet.
Familiehold:
På familiehundeholdet arbejdes der med:
§ Almen lydighed, som gå pænt, blive siddende, dæk m.v.
§ Komme når der kaldes
§ Apportering
§ Næseøvelser som, frit søg
§ Kontaktøvelser (søge kontakt til fører)
§ Sjove ting/tricks – bruge tunnel, rally øvelser m.v.
C-hold:
For hundeførere, der ønsker at gå i konkurrence i C-klassen, men også for hundefører der blot vil arbejde videre med deres hund. Man behøver således ikke at have intention om at gå til konkurrence. Hundeførerne træner som udgangspunkt ud fra oplæg fra træneren.
B-konkurrence:
For hundefører, der er rykket op fra C-klassen. Desuden for hundeførere med ny hund, hvis de tidligere har konkurreret i B, A eller E-klassen.
Hundeførerne træner som udgangspunkt ud fra et oplæg fra træneren.
A-konkurrence:
For hundeførere, der er rykket op fra B-klassen.
Hundeførerne planlægger træningen sammen og nyoprykkede hundefører hjælpes i gang med de enkelte øvelser.
E-konkurrence:
For hundeførere, der er rykket op fra A-klassen.
Hundeførerne hjælper hinanden og nyoprykkede hundefører hjælpes i gang med de enkelte øvelser.